Som led i at forstå de mange perspektiver, som projektet bliver påvirket af, er det også vigtigt at se på det mere systemmæssige perspektiv. I det integrale sprog: det kollektive og ydre perspektiv. Her bør man stille spørgsmål som for eksempel:
- Hvilken type organisation udføres projektet i?
- Hvilket udviklingsniveau tager organisationen primært beslutninger ud fra?
- Under hvilken regelsæt og lovgivning udføres projektet?
- Hvilken logistik er til rådighed for projektet? (fysiske rammer, IT-rammer, geografisk afstand mellem teams, etc.)
- Andre systemmæssige forudsætninger og rammer, der kan påvirke projektet?
Noget om Organisationstyper & Udviklingsniveauer
Med organisationstyper tænker jeg primært på de udviklingsniveauer som bl.a. er beskrevet i Frederic Laloux’s bog, Reinventing Organizations / Fremtidens Organisation. Både mennesker og organisationer rummer som udgangspunkt alle evolutionens udviklingsniveauer i sig. Lidt ligesom vores hjerner både indeholder reptilhjerne og kognitiv hjerne, og på den måde indeholder hele evolutionen i én pakke.
Men de fleste af os er ikke bevidste om det, og bruger derfor ikke dem alle, især ikke de mere sofistikerede. Forskellige intelligenser kan desuden være udviklet på forskellige niveauer – så vi kan eksempelvis være meget sofistikeret opfattende sprogligt, men ikke så meget kropsligt, eller omvendt. Det integrale kalder det “psykografer”, og et eksempel vises nedenfor. Man kan sige, at et meget udviklet individ har mange tangenter at spille på, mens et andet måske kun har et begrænset repertoire.
Det samme gælder organisationer. En organisation består af mange mennesker, med mange forskellige intelligenser, der er udviklet mere eller mindre bredtfavnende. Frederic Laloux har i førnævnte bog nævnt en masse områder i en virksomhed, man er nødt til at kigge på, før man kan vurdere, hvilket udviklingsniveau organisationen primært træffer beslutninger ud fra, og handler ud fra i hverdagen.
Teorien er, at et højt udviklet, bredtfavnende individ kan forstå mange perspektiver – og at det primært træffer beslutninger ud fra tillid og overskud. Og det giver en hel anden fleksibel, åben og kreativ måde at løse problemer på, end hvis man sammenligner med et individ, der handler ud fra frygt og underskud.
Tilsvarende har en organisation, hvor beslutningstagerne handler ud fra tillid og overskud, også brug for en anden struktur end en organisation, der handler ud fra frygt og underskud. Og det betyder selvfølgelig noget for udførelsen, hvilken type organisation vores projekt hører til.
Integrale projekter?
Hvad skal der så til for at vi har at gøre med et integralt projekt? Selvfølgelig kan projektlederen og enkeltindivider altid hente inspiration fra det integrale i deres analyser og daglige arbejde, og dermed udvide horisonten for projektet. Men det bliver selve projektet ikke integralt af.
Jeg vil mene, at det kræver en organisation, der handler ud fra det integrale perspektiv, som beskrevet i Frederic Laloux’s bog, altså en “teal” eller blågrøn organisation.
Hvordan et projekt så er organiseret i en integral virkelighed er et godt spørgsmål. Laloux har primært kigget på en enkelt projektvirksomhed i sine studier, Sun Hydraulics, og desværre er bogen temmelig tynd på dette område. Man kan se en kort opsummering i wikien, se især nederst under “In practice”.
Jeg vil intuitivt tro, at man i integrale projekter organiserer sig som det passer på den enkelte opgave og organisation. Så der vil være færre retningslinjer, og mere handling ud fra organisationens ånd og stemme. Der vil sandsynligvis ikke være brug for en styregruppe, men til gengæld vil der nok være en meget større følgegruppe, hvor alle der kan blive påvirket af projektets resultat har mulighed for at blive hørt. I selve projektteamet vil man sikkert være fokuseret på at inddrage alle intelligenser og belbin-roller, især i store og vigtige projekter, så man skaber bæredygtige og formålstjenlige resultater, der inkluderer et 360-graders perspektiv. Er det en organisation, der længe har opereret efter de integrale principper, sker dette sikkert helt intuitivt og automatisk.
For store projekter, evt. på tværs af eksisterende organisationer, hvor man ikke kender hinanden så godt og ikke på forhånd har en etableret kultur for kommunikation og samarbejde – her vil jeg stadig tro, at det vil være nyttigt at starte struktureret med at lære hinanden at kende gennem interessentanalyser og risikoanalyser – uanset om de så fremkommer gennem Open Space, Teori U, Appreciative Inquiry processer eller noget helt fjerde. (Eller hvad med indaba-teknikken, der åbenbart var inspirationen bag klimaaftalen i Paris i 2015). Faren er nemlig, at vi ellers fokuserer på (for) få perspektiver, og bare gør som vi plejer – og dermed er risikoen for at projektet går i vasken, eller producerer skadelige resultater, mange gange større.
Hvis projektet er vigtigt nok, fortjener det vel al den bevidsthed og omsorg det kan få, ikke sandt?